Og hvad mener jeg så med det?
I mine ti år som læsevejleder, har jeg set den eksplosive udvikling i tilgængelige læse-skriveteknologien (LST), og er vanvittig begejstret over alle mulighederne.
Udfordringen har ikke været teknologien -men det at få den brugt tilstrækkeligt.
Brugerne af den er usikre, og forældrene endnu mere.
Så hvad er det så, man skal gøre som ordblind bruger?
Overgiv dig! Det er ikke snyd at bruge LST!
Du skal bruge den så snart den er hurtigere end dig til at udtrykke det, du gerne vil.
Du skal bruge den, når den kan læse en tekst hurtigere og mere præcist end du selv kan!
Men skal jeg slet ikke lære at læse? Jo. Du skal lære at læse så godt som muligt med øjnene OG med ørerne. De skal supplere hinanden og sørge for at du kan læse og skrive det, du vil, i det tempo som du har brug for.
Jeg ser så mange elever sidde og kæmpe med at stave et ord, når de skriver, og minder dem jævnligt om at bruge indtaling så snart deres skriveflow bliver brudt. Når først det bliver en vane, vokser glæden ved at læse og skrive.
Utallige gange har jeg mødt nye elever, som har opgivet at bruge LST. ”Det virker ikke”, siger de. Og der har ikke været nogen til at hjælpe dem i gang igen. Læsevejlederne på skolerne har ikke haft tid, forældrene har ikke vidst, hvor de skulle henvende sig, så computeren har samlet støv, og barnet mistet modet.
Omvendt har jeg set glæden og begejstringen, når man pludselig kan stave til ”stjernekikkert” ved hjælp af indtaling.
Jeg vil opfordre til at genstarte computeren og lære teknologierne at kende.
Hvis læsevejlederen ikke har tid, så findes der alternativer.
