Dette siger jeg ofte til mine ordblinde elever, når de i læseundervisningen skal øve sig på at bruge afkodningsstrategier, og ikke springe til lynhurtige, vante gættestrategier. Gættestrategierne kan være gode nok – men hvis de står alene, resulterer de i hyppige fejllæsninger og frustrationer over at det læste bliver uforståeligt.
Langsomhed vil jeg også opfordre til at beslutningstagere omkring vores undervisningsinstitutioner vil lade sig påvirke af, når de skal udforme rammerne om de digitale værktøjer i undervisningen.
Jeg ser en risiko for at den skærmforskrækkelse, som breder sig i øjeblikket, resulterer i at beslutningstagerne, i deres iver efter at blive anset for at være handlekraftige, kommer til at tage hurtige beslutninger, som kan blive en katastrofe for elever med læsevanskeligheder – og give den ordblindevenlige undervisning endnu sværere kår, end den allerede har.
For en del år tilbage, var jeg ansat på en skole, hvor unge og digitaliseringsivrige ledere sørgede for at al undervisning og undervisningsmateriale blev gjort digitalt. Vi fik alverdens portaler, programmer og devices.
Det var spændende – men både som lærer og læsevejleder, prøvede jeg at mane til besindighed. Alt var ikke bedre i digital form. Det var der ikke rigtigt lydhørhed for dengang. Der var f.eks undren over at jeg kunne finde på at trække de gamle, fysiske landkort ned, når jeg skulle tale med eleverne om verden. Vi havde jo google maps.
Men allerede dengang, kunne jeg se at den fysiske bog, blyanten og hæftet også havde sin berettigelse.
Jeg valgte at skrive mit afgangsprojekt om udfordringerne ved den digitale læsning, og behovet for at lave læseguides til eleverne til skærmlæsning og undervisningsportalerne.
Nu er det, som om situationen er vendt på en tallerken.
Skærmlæsning er det forkerte. Bogen er det rigtige. Skærmene skal væk, og der skal skrives noter i hånden.
Ja. Læsning og skrivning i hånden er godt, og det kan noget.
MEN! Vi risikerer at smide de senere års fremskridt for de ordblinde elever ud med badevandet, hvis vi ikke gør os langsomme, og tænker os godt om!
Lærerne har i de sidste mange år skullet have fokus på den digitale læsning.
Nu skal de tilbage til bøgerne.
Hvem sikrer, at lærerne får mulighed og tid til at forberede BÅDE den fysiske og den digitale undervisning? For vi er nødt til at lade de to gå hånd i hånd, hvis vi skal sikre undervisningskvalitet for ALLE elever.
Elever med læsevanskeligheder skal fortsat bruge de digitale tekster og deres hjælpemidler. Jeg ser en kæmpe risiko for at de i dagligdagen bliver glemt. At de skal til at bede om at få tekster scannet ind, hvis de ikke ligger på Nota. At læreren har glemt, hvordan de hjælper med det digitale, fordi de ikke bruger det dagligt. At de ordblinde elever føler sig udstillet og stigmatiseret som de eneste, der sidder med en computer. Og GISP! TELEFONEN! Den må man jo slet ikke have med mere! JO! FOR DEN ER ET VIGTIGT HJÆLPEMIDDEL!
Gennem mit arbejde med elever i læsevanskeligheder i Læsesmart ved jeg, hvad det gør ved børns selvforståelse, trivsel og selvværd, når de i klassen ikke bliver imødekommet med de rammer, de har behov for. Når de sidder i klassen og ikke tør bede om den digitale tekst, men bærer frustrationerne og utilstrækkelighedsfølelsen med sig hjem. Det skal vi undgå!
Kære beslutningstager! Gør dig langsom! Spring ikke i den anden grøft.
Tænk det hele godt igennem, og træf beslutninger, som tager hånd om alle.